I nær fremtid har alle produkter et digitalt liv på internettet. Når produkter er koblet på Internet of Things (IoT), opstår der mulighed for at få ny viden om kundernes brug af produkterne og understøtte produkternes cirkularitet.
På dette webinar får du hands-on eksempler på samarbejder mellem virksomheder og forskning, der resulterer i forretningsmodeller med større cirkularitet. Denne gang udforsker vi potentialet ved IoT som løftestang for datadrevne, cirkulære forretningsmodeller.
Professor i Digital Transformation ved CBS, Jan Damsgaard, beskriver fire udviklingstrin for producenter, der ønsker at tilkoble deres produkter på internettet.
Mange danske virksomheder er nemlig godt på vej med IoT, mens andre står stadig tøvende overfor IoT og har svært ved at overskue hvordan de kommer i gang med IoT. Så hvilke muligheder giver IoT for virksomheden og dens kunder, og hvad er konsekvenserne ved IoT? Hvilke fordele er der? Og er der overhovedet ingen ulemper?
Maria Fryd, ejer af Whelers møbler, fortæller om deres rejse til en cirkulær møbelkollektion ved hjælp af deres ECO-system, som giver kunderne mulighed for at opnå fuld indsigt i hvert enkelt møbels historik.
Digital Insight er en webinarrække hvor vi hver måned sætter spot på et af tidens vigtigste digitale fagområder. Ved Digital Insight kan du få den nyeste viden om enkeltteknologier koblet med cases, best practices og den nyeste forskning om, hvordan virksomheder kan øge deres digitale resiliens.