Digitalisering i fokus: AddSmart projektet styrker nordjyske SMV'er

AddSmart projektet hjælper nordjyske produktionsvirksomheder med at blive digitale. Projektet tilbyder skræddersyede forløb til den enkelte virksomhed, så de bedst muligt kan implementere nye digitale redskaber.

Den teknologiske udvikling bevæger sig meget hurtigt, og det er vigtigt, at man som virksomhed er opdateret på de nyeste teknologier og bliver ved med at udvikle på nye produkter, processer eller tjenester, hvis man skal holde sig konkurrencedygtig.

Det skal et EU-projekt hjælpe nordjyske virksomheder med. Projektet hedder AddSmart og fungerer som en innovationsplatform, dedikeret til digital udvikling af produktionsvirksomheder i Nordjylland. DigitalLead er partner i projektet, der i alt involverer otte partnere, som hver især besidder forskellige ekspertiser inden for områder som produktionsteknologi, innovation, finansiering og udvikling af kompetencer.

AddSmart tilbyder fire forskellige forløb, hvor produktionsvirksomheder får personlig vejledning i områder som digital teknologi, udvikling af medarbejderkompetencer, netværksopbygning og finansiering. Alle forløbene er skræddersyet til at passe til de specifikke udfordringer og muligheder, som den enkelte virksomhed står over for.

Aalborg Universitet er en af de partnere i projektet, som hjælper de nordjyske produktionsvirksomheder med at få implementeret digitale løsninger i produktionen.

”Vi er meget opsøgende. Vi tager ud til virksomhederne og snakker med dem om, hvilke udfordringer de har,” siger Svend Aage Hansen, der er akademisk medarbejder i afdelingen for materialer, produktion og automatisering på Aalborg Universitet.

Digitalisering er et værktøj, der giver værdi
Ifølge Svend Aage Hansen skal man se digitalisering som et værktøj, der kan optimere ens virksomhed på mange forskellige parametre.

”Digitalisering er et nyt værktøj, og der hvor det giver mening, skal man bruge de nye værktøjer. Digitalisering kan være med til at gøre ting smartere og mindre ressourcekrævende,” fortæller Svend Aage Hansen.

Svend Aage Hansen påpeger, at man ved digitaliseringen af ens virksomhed ofte opnår en meget bedre viden om produktionsprocesserne i ens virksomhed.

”Den store værdi, som mange måske ikke helt har været opmærksomme på, er det datagrundlag, man får, når man bliver digitaliseret. Det giver mulighed for at tage bedre beslutninger og optimere sin produktion og forretning,” forklarer han.

Når Svend Aage Hansen er ude ved de nordjyske virksomheder, kobler han ofte et hold af studerende og en vejleder fra Aalborg Universitet til virksomheden.

”De studerende hjælper virksomhederne i forhold til konkrete problemer, de kommer med den nyeste viden, der kan gavne virksomheden. Til gengæld får de rigtig gode erfaringer fra den virkelige verden, det her er ikke bare pseudo opgaver,” understreger Svend Aage Hansen. ”

Hjælp til at finde funding
En af de virksomheder, der har haft gavn af Addsmart projektet er virksomheden SPKTRA, der specialiserer sig i hyperspektral kamerateknologi, der er en avanceret måde at indsamle og analysere billeder til brug i kvalitetskontrol.

Salgschef Christian Hjorth Hansen fortæller, at de hos SPKTRA har fået hjælp til at få et overblik over, hvilke muligheder for softfunding de kan søge

”Vi er en virksomhed, der kræver mange kroner og ører til udvikling, AddSmart har kendskab til en masse forskellige muligheder for softfunding, og baseret ud fra en analyse af vores virksomhed, kunne de fortælle os hvilken type funding vi kan søge, der understøtter os bedst,” siger Christian Hjorth Hansen og tilføjer, at de nu afventer svar på den funding de har søgt.

AddSmart projektet har kørt siden oktober 2022 og afsluttes i oktober 2025. Projektet har et samlet budget på 19.853.365 kr., hvoraf 8.104.290 kr. er EU-midler.


FAKTA:

Bag Addsmart projektet står et partnerskab bestående af DigitalLead, TECHCOLLEGE, Norddanmarks EU-kontor, Professionshøjskolen UCN, Aalborg Universitet, produktionsklyngen MADE og FORCE Technology og Erhvervshus Nordjylland, der er projektleder.

For mere information

LinkedIn logo Peter Møller

Peter Møller

Senior Innovation Manager
+45 42 61 69 60
pm|digitallead.dk