DigitalLead var på Danmarks største messe for cybersikkerhed for at fortælle om muligheder og samarbejde

V2 Security er Danmarks største messe og konference om cybersikkerhed. Den bliver afholdt den 1.-2. maj 2024 i Øksnehallen i København. DigitalLead er med for at fortælle om mulighederne i det Nationale Koordinationscenter for Cybersikkerhed (NCC). DigitalLead er også partnere på startupområdet, hvor en række af DigitalLeads medlemmer fortalte om deres løsninger.

Foråret er for alvor kommet til Danmark, og det kunne mærkes på temperaturen til V2 Security, der i år bliver afholdt i Øksnehallen på Vesterbro i København. Salen summede af liv, og fra de mange scener kunne man høre eksperter, forskere og erhvervsfolk drøfte, hvordan det står til med cybersikkerheden i Danmark anno 2024, nye innovationer, det aktuelle trusselbillede, og hvordan man bedst muligt beskytter sin virksomhed eller organisation mod hackere.

Hos DigitalLead har vi et stort fokus på cyberområdet, hvor vi tilbyder innovationsforløb, der skal fremme nye teknologier og muligheder for danske virksomheder, samt sikre virksomhedernes adgang til viden, der kan være vigtig i udviklingen af nye løsninger. Desuden er DigitalLead også operatører for det danske Koordinationscenter for Cybersikkerhed (NCC), hvor også forsvarsklyngen CenSec er operatører.

Målet med NCC er at forbedre samarbejdet inden for Danmarks cybersikkerhedssektor ved at opbygge et fagligt netværk. NCC administrerer også forskellige tilskudspuljer finansieret af EU, Digitaliseringsstyrelsen og Erhvervsstyrelsen, som fokuserer på at støtte brancherettede cybersikkerhedsløsninger og fremme viden- og datadeling. Derfor stod DigitalLeads medarbejdere klar i partnerområdet for at fortælle mere om de muligheder, der er i NCC.

DigitalLead er partnere på startupområdet

DigitalLead var i år partnere på startupområdet, hvor en række af DigitalLeads medlemmer har opstillet en stand, hvor man kunne komme forbi og få en snak om deres løsninger.

Startupområdet rummede også en scene, hvorfra flere af DigitalLeads medlemmer holdt oplæg.

Her kunne man blandt andet høre CEO og stifter af CopenCloud, Pierre Bennorth, fortælle om den cloudløsning, som CopenCloud tilbyder. Her kan man opbevare sine filer sikkert med langtidsopbevaring, hvor systemet identificerer og flytter ubrugte filer til båndopbevaring, som kun bruger strøm ved overførsel. Dermed kan man spare op til 90% CO2 sammenlignet med andre cloudløsninger ifølge en rapport fra Rambøll.

”Tre til fire procent af verdens strømforbrug er data. I 2024 vil det være 14%, hvis udviklingen fortsætter. Derfor er der behov for, at vi bruger mindre energi på at lagre vores data,” lød det fra Pierre Bennorth, der understreger, at ens data vil være krypteret og dermed umulig for uvedkomne at åbne.

”Selv hvis NSA skulle komme, kan de kun få fat i krypteret data,” forklarede Pierre Bennorth.

Password manager er noget af det bedste, man kan gøre for sin sikkerhed.

Også Benny Nissen, der er stifter og seniorudvikler hos Password Crypt, var på scenen for at fortælle om deres password manager, der skal hjælpe ansatte med at have sikre passwords. Benny Nissen fortæller, at 80% af alle succesfulde hackerangreb sker ved at bryde kodeord.

”Virksomheder investerer typisk i en frygtelig masse ting for at få bedre cybersikkerhed, men man overlader ofte medarbejderne til sig selv. Og de husker som regel kun to til tre korte kodeord, som også ofte er relativt korte,” forklarer Benny Nissen og understreger, at en password manager er noget af det bedste, man kan gøre for sin virksomheds sikkerhed.

”Det er en meget lille investering, der kan gøre enormt meget for ens sikkerhed.”

Hvis du vil høre mere om NCC, det faglige netværk og mulighederne for tilskud, kan du kontakte senior funding manager Jonas Hansen på JH@digitallead.dk.

For mere information

LinkedIn logo Jonas Hansen

Jonas Hansen

Senior Funding Manager - Teamlead Digital&Green
+45 20 89 53 78
jh|digitallead.dk