Gry Nejstgaard træder ind i rollen som ny forperson for DigitalLeads styregruppe i København. Hun er Business development manager hos Pedab og vil arbejde for at bringe kompetencerne i styregruppen i spil til glæde for DigitalLeads medlemmer.
Gry Nejstgaard er ny forperson for DigitalLeads styregruppe i København. Dermed indtræder hun også i DigitalLeads bestyrelse, hvor hun repræsenterer regionen. Gry Nejstgaard er Business development manager hos Pedab, der hjælper virksomheder med at digitalisere og modernisere deres IT gennem levering af infrastrukturløsninger, hardware, software og teknologisk rådgivning.
DigitalLead har fire regionale styregrupper, der har til opgave at styrke den lokale forankring og sikre, at DigitalLeads aktiviteter matcher behovene for digitale virksomheder i de enkelte regioner. Dermed fungerer styregrupperne som bindeled mellem virksomheder, videninstitutioner og offentlige aktører og har mandat til at foreslå og igangsætte initiativer, der understøtter DigitalLeads strategi.
Fokus på relevante aktiviteter for DigitalLeads medlemmer
DigitalLead har taget en snak med Gry Nejstgaard for at høre, hvad hendes ambitioner er for styregruppen i København, og hvordan den kan spille en aktiv rolle for DigitalLeads medlemmer i hovedstaden.
Gry Nejstgaard lægger vægt på, at styregruppen skal være med til at udforme og være del af nye aktiviteter, som kan udbydes af DigitalLead.
"Styregruppen rummer nogle meget kompetente folk med interessante baggrunde, og det er et rum, hvor man kan drøfte sine betragtninger om, hvad der sker i industrien og i verden omkring os. Samtidig giver det mulighed for at diskutere, hvad DigitalLead skal have fokus på i forhold til, hvad virksomhederne efterspørger. Vi skal bringe de kompetencer i spil, som findes i styregruppen,” siger Gry Nejstgaard.
Hvilke kompetencer bringer du og Pedab i spil igennem styregruppen?
”Vores kompetencer via Pedab er, at vi arbejder med den bedste kombination af teknologi og de bedste partnere I Danmark. Vi samarbejder med vores teknologi-producenter og vores partnere for at sikre at kunder, store som små, får de bedste løsninger og bliver konkurrencedygtige,” siger Gry Nejstgaard.
Hvad er det for nogle dialoger I har i styregruppen? Og hvordan kan de komme DigitalLeads medlemmer til gode?
”Vi har dialoger om en lang række emner. Vi har blandt andet talt meget om digital suverænitet og bæredygtighed, for eksempel, hvordan man sikrer et ordentligt emissionsaftryk i digitale løsninger, til hvordan man fastholder medarbejdere,” forklarer Gry Nejstgaard og fortsætter:
”Det handler om at se på, om de kompetencer der er i styregruppen, og de dialoger vi har, kan være et afsæt for relevante aktiviteter for DigitalLeads medlemmer. Dette kan være i form af f.eks medlemsmøder eller webinarer, hvor man kan få inspiration og viden. Vi har i styregruppen en ambition om at bidrage til dialogen og bidrage med relevant indsigt.”
Værdifuldt netværk
Gry Nejstgaard fortæller, at Pedab deler den samme tilgang, som hun selv har i styregruppen i København. Pedab er medlem af DigitalLead for at være en aktiv del af netværket, møde andre digitale virksomheder og bidrage med viden, der kan komme flere til gode.
"Vi er medlem af DigitalLead for at hente inspiration og indsigt fra det fællesskab, vi er en del af. Samtidig kan vi bringe Pedabs kompetencer og erfaringer i spil og hjælpe andre digitale virksomheder med at lykkes."
.png)
