EuroCC Denmark hjælper med adgang til supercomputere: Dansk virksomhed skal teste grønnere AI-træning

Risky Business har udviklet en ny algoritme, som kan skabe markante energibesparelser og høj præcision i AI-træning, og har nu, med EuroCCs hjælp, fået mulighed for at teste algoritmen.

EuroCC Denmark giver danske virksomheder, offentlige organisationer og forskere adgang til massiv regnekraft i en række af de europæiske supercomputere og AI-factories, der er placeret rundt omkring i Europa.

En af de virksomheder, der har behov for den regnekraft, som supercomputere kan tilbyde, er Risky Business.

Risikoforsker Jesper Lyng Jensen står bag virksomheden Risky Business, som nu skal til at udnytte regnekraften fra supercomputere gennem EuroCC. Han har udviklet en optimeringsalgoritme til AI-træning, kaldet Risk Adjusted Budget Optimiser (RABO), der både skal forbedre kvaliteten af træningen og reducere energiforbruget. For at teste teknologien i praksis kræver det massiv regnekraft. Derfor har Jesper Lyng Jensen søgt om adgang til europæiske supercomputerressourcer gennem EuroCC. Nu har Risky Business fået adgang til 5.000 GPU-timer på en af verdens kraftigste supercomputere, LUMI, der er placeret i Finland.

“Vi har udviklet en algoritme til styring af AI-træning, og i vores foreløbige tests har vi kunnet reducere energiforbruget med omkring 40 procent, samtidig med at præcisionen faktisk stiger,” siger Jesper Lyng Jensen.

Resultatet er usædvanligt, fordi større præcision – altså hvor ofte AI-modellen giver korrekte svar – som hovedregel betyder højere energiforbrug. Algoritmen, som Risky Business har udviklet ser ud til at forbedrer både præcision og sikrer lavere energiforbrug.

“Normalt er der et proportionalt forhold mellem energiforbrug og accuracy. Jo mere energi du bruger, jo bedre bliver modellen. Men vi opnår begge dele samtidig, det er det, vi nu skal have verificeret,” forklarer Jesper Lyng Jensen og uddyber:

“AI-træning er ekstremt energitungt, og forbruget vokser eksponentielt i disse år. Hvis vi kan reducere energiforbruget med 40 procent, kan det potentielt få en meget stor global effekt.”

Hjælpen og mulighederne hos EuroCC Denmark har været uundværlige

Jesper Lyng Jensen forklarer, at projektet ville have været svært at gennemføre uden EuroCC Denmark, som har hjulpet med gratis adgang til GPU-timer på en supercomputer. Den slags kræver normalt betydelig finansiering fra investorer, hvilket kan være svært at opnå, så længe algoritmen ikke er færdigtestet.

“Hvis man vil teste den her type idéer i praksis, kræver det massiv regnekraft. Enten skal man finde rigtig mange penge – eller også kan man gå til EuroCC og søge om computerkraft,” siger Jesper Lyng Jensen, der tilføjer, at de fik tilsagn allerede 24 timer efter, at de havde sendt ansøgningen om adgang til GPU-timer.

Hjælper virksomheder og projekter hele vejen fra idé til test

Ifølge projektleder hos EuroCC Denmark, Dennis Lange Wollbrink, er det netop meningen, at virksomheder, offentlige organisationer og forskere kan få hurtig, nem og gratis adgang til europæiske supercomputere via EuroCC Denmark.

“Vi vil gerne hjælpe virksomhederne fra A til Z. Give dem viden om, hvilke muligheder der er, hjælpe dem med at få adgang til supercomputere og vise, hvordan man faktisk bruger dem. Vi laver ansøgningen sammen med virksomheden og sender den videre til det relevante cluster eller en AI-fabrik.”

Han understreger, at EuroCC Denmark kan hjælpe alle typer af virksomheder med at få adgang til supercomputere, hvis de har en idé eller et projekt, der kræver ekstra computerkraft. Man behøver ikke at have stor viden om supercomputere.

“Det er enormt forskelligt, hvilke virksomheder der henvender sig til os, og deres use cases varierer meget. Man behøver ikke være en IT-virksomhed. Hvis du har et problem, der kræver meget regnekraft, så kan vi hjælpe dig med adgang til supercomputere, samt vejledning i, hvordan man bruger dem.”

Kompetenceudvikling er en meget vigtig del af EuroCC projektet, understreger Dennis Lange Wollbrink.

”Det handler ikke kun om adgang til regnekraft, men også om at lære at bruge ressourcerne. Vi starter ofte helt fra nul, og spørger: Hvad kunne være relevant for jer at kigge ind i? Og så hjælper vi dem hele vejen frem til et proof of concept.”

Udover adgangen til GPU-timerne på LUMI har Risky Business, i samarbejde med 2021.ai ApS, Kliborg Design og Sønder Ljørring Advokatfirma, modtaget støtte på knap 600.000 kr. til projektet gennem DigitalLead. Støtten dækker op til 70 % af lønudgifterne, og projektet gennemføres i 2026. Projektet har til formål at markedsmodne RABO og forberede de første kommercielle anvendelser.

Følg med i vores nyhedsbrev og her på hjemmesiden for flere nyheder artikler om RABO-projektet.


Projektet er finansieret med midler fra Virksomhedsudvikling Danmark. 

Virksomhedsudvikling DK_ 250

“Hvis man vil teste den her type idéer i praksis, kræver det massiv regnekraft. Enten skal man finde rigtig mange penge – eller også kan man gå til EuroCC og søge om computerkraft”

- Jesper Lyng Jensen, Risky Business


Cluster Management Excellence


Dankort Visa Mastercard AmericanExpress Diners Club JCB discover Visa Electron Maestro Mobile pay
© 2026 by Ajour CMS & ITIDE