Cybertrusler, systemnedbrud og geopolitiske spændinger er i højere grad blevet en del af den virkelighed, danske virksomheder opererer i.
Ifølge en barometerundersøgelse som erhvervsrådgivningskoncernen Azets står bag, har 47 % af danske virksomheder oplevet mindst én cyberhændelse det seneste års tid.
Samtidig viser flere undersøgelser, at antallet af cyberangreb mod danske virksomheder stiger, og at netværks- og systemnedbrud udgør en voksende udfordring for danske virksomheder i takt med, at virksomhedernes driftsmiljøer bliver stadig mere digitaliserede. I værste fald kan sådanne digitale hændelser føre til driftsstop og tab af data med betydelige økonomiske konsekvenser til følge.
Konsekvenserne af cyberangreb betyder, at cybersikkerhed og digital resiliens har bevæget sig fra IT-afdelingen og ind i ledelseslokalet som en forretningskritisk disciplin, der kræver proaktiv planlægning.
En undersøgelse fra PwC viser desuden, at 40 % af danske virksomheder endnu ikke har taget konkrete skridt til at styrke deres cybersikkerhed. Særligt blandt små- og mellemstore virksomheder halter både procedurer og beredskab efter, hvilket betyder, at mange virksomheder stadig er sårbare over for cyberangreb og digitale nedbrud.
I samarbejde med Teknologisk Institut udbyder DigitalLead nu skræddersyet stresstest af virksomheders digitale resiliens. Her bliver systemer, processer og organisation testet i realistiske krisescenarier, hvorefter de udarbejder en klar handlingsplan, som skal identificere og afhjælpe potentielle sårbarheder hos virksomheden og styrke den digitale robusthed, så virksomheden er forberedt på en eventuel krise.
Digital Resiliens er en ledelsesdisciplin
Troels Behrenthz Andersen er sektionsleder i Innovation og Digital transformation hos Teknologisk Institut. Sammen med DigitalLead er han med til at stressteste virksomheder og bidrager med ekspertviden om, hvordan digitale systemer, processer og organisatoriske strukturer bedst kan modstå og komme sig efter kritiske hændelser.
“Hos Teknologisk Institut har vi og vores samarbejdspartnere i Modstandsdygtig.DK-projektet talt med over 500 virksomhedsledere om, hvad de mener vil påvirke dem i fremtiden. I stresstesten kombinerer vi de erfaringer med DigitalLeads viden om cybersikkerhed, og gør virksomheder bedre forberedt på en krise.”
Ifølge Troels Behrenthz Andersen handler digital resiliens ikke kun om it og cybersikkerhed
“Resiliens er noget, man som virksomhed kan arbejde aktivt med. Det er en ledelsesdisciplin, som man kan prioritere, og hvor de valg, man træffer, kan gøre virksomheden mere eller mindre resilient overfor kritiske hændelser.”
Troels Behrenthz Andersen pointerer, at digital resiliens handler om at kortlægge styrker og svagheder i virksomhedens systemer og processer for at kunne forberede sig på og håndtere digitale kriser effektivt. Han anbefaler, at virksomheder udarbejder konkrete planer, som kan tages i brug, hvis en kritisk hændelse opstår.
Det indebærer blandt andet at modellere forskellige scenarier og vurdere deres sandsynlighed og betydning forklarer Troels Behrenthz Andersen.
”Hvis et scenarie har kritisk indvirkning på virksomheden, skal man træffe beslutninger og lægge planer på forhånd, så hændelsen kan håndteres effektivt,” siger han.
Ifølge Troels Behrenthz Andersen er det vigtigt at arbejde bevidst med virksomhedens digitale ressourcer. Det betyder blandt andet at vurdere, hvor resilient ens software og hardware er.
”Har virksomheden kontrol over systemerne, kan reservedele skaffes, kan systemerne opgraderes, og er data og systemer hostet lokalt, i cloud eller i en hybridløsning? Der er mange aspekter, der kan justeres for at styrke robustheden,.” forklarer han og peger på at et centralt punkt i arbejdet med digital resiliens er spørgsmålet om digital suverænitet. Altså virksomhedens evne til selv at kontrollere systemer, data og løsninger, uden at være alt for afhængig af enkelte leverandører eller udenlandske aktører.
”Virksomheder bør overveje, om de er for afhængige af bestemte digitale løsninger, og her træffe bevidste valg for at minimere risikoen ved et eventuelt nedbrud, cyberangreb eller anden kritisk hændelse.”
En naturlig del af kerneforretningen
Troels Behrenthz Andersen forklarer, at efter stresstesten og analysen anbefaler DigitalLead og Teknologisk Institut konkrete initiativer, som kan integreres direkte i virksomhedens kerneforretning, ofte ikke som ekstra tiltag, men som en naturlig del af det, virksomheden allerede arbejder med.
Dermed bliver det ofte relativt små investeringer, som betyder, at virksomhedens digitale resiliens øges markant.
“Min erfaring er, at der ofte ikke er store omkostninger eller tunge processer forbundet med at højne den digitale resiliens betydeligt. Det kan være så simpelt som at lukke bestemte integrationer, så ikke alt går ned på én gang, eller at kunne lukke ét system i stedet for hele forretningen. Det vigtigste er at lave en ærlig intern analyse af virksomhedens sårbarheder og prioritere dem. Og det hjælper vi med,” forklarer Troels Behrenthz Andersen.
Er du interesseret i at høre mere om, hvordan I kan stressteste jeres virksomhed og styrke jeres digitale resiliens så I står stærkt i en eventuel krise? Så kan du læse meget mere om forløbet, som DigitalLead udbyder i samarbejde med Teknologisk Institut her: Skræddersyet stresstest - DigitalLead
.jpg)
