Hvordan kan en softwarevirksomhed arbejde med at nedbringe klimaaftrykket, og gøre det til en del af forretningen?
Det spørgsmål er omdrejningspunktet for en ny guide til IKT-virksomheder, som DigitalLead har fået Teknologisk Institut til at udvikle. Guiden bygger på erfaringer fra fem virksomhedsforløb og giver virksomheder værktøjer til at identificere, hvor de kan gøre en forskel – i egen drift, softwareudvikling og samarbejdet med kunder.
For selv om digitale løsninger spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling, kan det være svært for en IT-virksomhed at se, hvor de selv skal begynde.
”En af læringerne fra projektet har været at finde ud af, hvad der betyder noget for IT-virksomheder. Hvordan ser den grønne omstilling ud hos dem? Hvad er deres råderum? Og hvad er det mest kritisk for dem at tage fat i?” siger Hellen Khosravi, bæredygtighedskonsulent hos Teknologisk Institut.
Find virksomhedens eget råderum
En central pointe i guiden er, at der ikke findes én løsning, der passer til alle digitale virksomheder. Første skridt er derfor at finde ud af, hvor den enkelte virksomhed har mulighed for at gøre en forskel.
Det kan være i softwareudviklingen, hvor man eksempelvis kan reducere kompleksitet, fjerne unødvendig kode og dependencies eller optimere energiforbruget. Men det kan også handle om virksomhedens produkter og kunder.
”Som IT-virksomhed, men også som kunde hos en IT-virksomhed, kan det være ret svært at forholde sig til klimapåvirkningerne fra en ydelse. Der er noget usynligt over den klimapåvirkning, der faktisk ligger i software,” siger Hellen Khosravi.
Et værktøj, der kan bruges i praksis
Guiden består af en inspirationsdel med erfaringer fra de fem virksomhedsforløb og et konkret værktøj til at arbejde systematisk med at sænke energiforbruget.
Værktøjet tager udgangspunkt i softwareudviklingscyklussen og viser, hvilke initiativer der kan sættes ind med i forskellige faser, fra planlægning og analyse til udvikling, test og drift.
”Man kan samle folk på tværs af de forskellige faser og tale om, hvad man allerede gør, hvad man kan begynde at gøre oftere, og hvad man kan gøre mere af,” siger Hellen Khosravi.
3D Empire udvikler fotorealistiske 3D-visualiseringer, produktkonfiguratorer, AR-løsninger og digitale salgsværktøjer til bl.a. byggebranchen, møbelbranchen og til produktionsvirksomheder. Som en af de virksomheder, der deltog i arbejdet med guiden, blev forløbet blandt andet en måde at se grøn softwareudvikling som en mulighed frem for en begrænsning.
”Forløbet har givet os et klart overblik over, hvad vi konkret kan gøre for at sikre, at vores kunder stadig får præcis det produkt, de forventer. Samtidig ser vi muligheden for at rendere på tidspunkter, hvor der er en højere andel af vedvarende energi, som et win frem for en friktion.” fortæller Anders Birk Jørgensen, Innovation Manager, 3D Empire.
Grøn omstilling skal også skabe forretning
Guiden handler ikke kun om at reducere CO₂-udledningen. Et vigtigt fokus er også at finde den forretningsmæssige værdi i den grønne omstilling.
Det kan eksempelvis være lavere energiforbrug og omkostninger, nye produkter eller services eller bedre muligheder for at imødekomme kundernes krav til bæredygtighed.
”Det vigtigste, jeg tager med fra projektet, er, at bæredygtighed ikke står alene – og især ikke for en IT-virksomhed, hvor påvirkningen kan være lidt usynlig. Derfor skal man prøve at definere værdien ud over bare compliance eller bæredygtighed i sig selv,” siger Hellen Khosravi.
Det var blandt andet en vigtig erfaring for CopenCloud, der har udviklet en cloud-løsning til datalagring med fokus på at nedbringe energiforbruget ved lagring af inaktive data.
”Indsigterne styrker vores strategiske beslutninger om udvikling af services, kommunikation og værditilbud samt giver os konkrete værktøjer til den videre udvikling af produkter og kundeindsatser,” siger Pierre Bennorth, CEO og Founder, CopenCloud
Fra ambition til handling
Guiden er udviklet med udgangspunkt i de fem virksomheders konkrete udfordringer og erfaringer. Formålet er, at andre digitale virksomheder skal kunne bruge erfaringerne som inspiration og tage værktøjerne direkte med ind i deres egen organisation.
For virksomheder, der er usikre på, hvor de skal begynde, kan guiden derfor fungere som et konkret første skridt: Skab overblik, find virksomhedens råderum, og undersøg samtidig, hvordan bæredygtighed kan skabe værdi for både virksomheden og dens kunder.
Guiden er udarbejdet af Teknologisk Institut for DigitalLead og bygger på erfaringer fra fem virksomhedsforløb. Du kan hente guiden HER.
Sammen Teknologisk Institut afholder vi d. 29. oktober et webinar om guiden. Det kan du læse mere om og tilmelde dig HER
.png)
