DigitalLead har talt med tre startups, der har deltaget i startupprogrammet Beyond Beta, om deres virksomhed, erfaringer med programmet og deres planer for 2026. Fælles for de tre virksomheder er, at de alle er digitale virksomheder, der har skalering og kommercialisering i fokus.
DigitalLeads’ startup-program Beyond Beta har gennem de seneste fem år hjulpet over 70 startups. Programmet er skræddersyet til nystartede virksomheder, der er i deres vækstfase, og giver blandt andet adgang til en mentor, der hjælper med at skalere forretningen med fokus på øget omsætning, internationalisering og tiltrækning af funding.
I 2025 har 28 virksomheder været en del af startupprogrammet hos DigitalLead. Vi har samlet tre af virksomhederne fra 2025-programmet for at høre om deres virksomhed, hvad de har fået ud af programmet, og hvilke planer de har for 2026.
En af de virksomheder, som har fået sparring gennem Beyond Beta, er den Aarhusianske virksomhed Regulars. Regulars beskriver deres produkt som en løsning, der bygger bro mellem caféer og deres gæster og adresserer et velkendt problem i branchen: stilheden efter besøget.
“Problemet for mange caféer er stilheden efter besøget. Der har manglet en løsning, hvor alle parter vinder. Når en gæst har betalt, kan caféen kun håbe på et genbesøg,” fortæller medstifter Alexander King. Regulars giver caféerne mulighed for at fastholde kontakten til deres gæster og opnå værdifuld indsigt i gæsternes adfærd og præferencer, som kan bruges til målrettet kommunikation og kampagner.
Løsningen fungerer ved, at gæsten får et klubkort til caféen placeret direkte i wallet på deres smartphone - et digitalt stempelkort, hvor kunderne oplever fordele, samtidig med at caféerne får adgang til data om gæsternes vaner og forbrugsmønstre hos dem.
“Vi erstatter de gammeldags papkort med et digitalt loyalitetsprogram, der ligger dér, hvor gæsten allerede er – på mobilen, hvor de fleste i dag bruger Wallet i hverdagen,” forklarer Hans Christian Angel, der er medstifter af Regulars. Ifølge ham hjælper løsningen ikke kun med at skabe mere loyale gæster, men giver også caféerne mulighed for gennem dataanalyse at målrette personlige tilbud og kampagner, der matcher den enkelte gæsts præferencer og behov.
Regulars blev stiftet i 2024, og 2025 var året, hvor virksomheden gik i luften med deres løsning. Siden da er det gået stærkt, og samarbejdet med en mentor har spillet en central rolle i udviklingen.
“Det har været virkelig godt. Vores mentor har været dygtig til at tage os ind og påtage sig ansvar. Vi har tydeligt mærket hans engagement i, at vi skal lykkes. Han følger konsekvent op, udfordrer os og giver os konkrete opgaver og lektier. Hans støtte spænder fra juridisk arbejde til salgsstrategi og målsætning.”

Regulars gør loyalitet digital: Gæsten gemmer et medlemskort i Wallet uden app. Caféen sender personlige tilbud direkte til låseskærmen, og køb registreres automatisk – fx med “hver 10. kaffe gratis” – så gæsterne kommer igen.
Intelligente salgsassistenter
Dialog Intelligens udvikler en AI-baseret salgsassistent til e-commerce. Virksomheden blev stiftet i 2024 og blev optaget i Beyond Beta i 2025. Siden da er det gået stærkt, fortæller medstifter Victor Maae Jensen.
”Vi syntes, der var et stort gab mellem den teknologi, der findes i LLM’er, og de chatbots, man møder på webshops. Derfor begyndte vi at kode og teste, om der var et reelt behov for bedre løsninger. Det viste sig at være tilfældet, og vi fik hurtigt vores første store kunde i form af BodyLab,” forklarer Victor Maae Jensen og pointerer, at Dialog Intelligens’ løsning på mange måder minder mere om en rigtig salgsassistent end om en simpel chatbot, der blot har relativt få standardsvar.
Victor Maae Jensen lægger vægt på, at deres løsning aktivt bruger webshoppens data, så den bedst muligt kan rådgive de kunder, der besøger webshoppen. Det kan fx være i forhold til tracking eller ved at foreslå kunden andre produkter, der passer til kundens præferencer.
”Vi måler succes på, hvor meget tid vi frigiver for kunderne, og om vi skaber mersalg. Vores assistent arbejder proaktivt, spørger ind til behov og samler alle de elementer, der normalt får kunder til at falde fra, og giver oplevelsen fra en fysisk butik gennem kunde- og produktdata.”
”2025 har været et stort år. Vi er gået fra tre grundlæggere til at være 11 i teamet, vi har fået flere store kunder som Boozt, Skoringen, Humac og Ditur. Derudover har vi lukket en investeringsrunde som både bringer kapital og rig ecommerce-erfaring til at understøtte vores mål om at skabe de absolut bedste løsninger indenfor vores niche. Beyond Beta har givet uvurderlig sparring, især omkring investeringer, og skabt tryghed for os som unge iværksættere,” lyder det fra Victor Maae Jensen.
Dialog Intelligens tre stiftere. I 2025 er der for alvor kommet fart i forretningen og teamet består nu af 11 personer.
Seecon: AI til effektive virksomhedshandler
Maria Rosenstand Bruun har også deltaget i Beyond Beta i 2025. Hun er stifter af Seecon, som står bag en digital platform, der ved hjælp af AI automatiserer store dele af arbejdet med at forberede og gennemføre virksomhedshandler. Platformen giver virksomheder et hurtigt og struktureret overblik over deres økonomi og forretning, så de står stærkere i salgsprocessen og opnår det bedst mulige resultat.
“Vores platform gør det nemt for både købere og sælgere at få et hurtigt overblik over virksomhedens økonomi, så opkøb og salg kan forberedes og gennemføres hurtigere og med færre omkostninger til eksterne rådgivere,” forklarer Maria Rosenstand Bruun.
Seecon blev stiftet i 2024, og i 2025 udviklede de løsningen. I 2026 er fokus på eksekvering: at lande de første kunder, videreudvikle produktet på baggrund af feedback fra kunder og rejse kapital. Det bliver et spændende år med ambitioner om at bygge stort, fortæller Maria Rosenstand Bruun.
“Beyond Beta har givet os et stærkt fundament i at bygge virksomhed op, sætte de rigtige fokusområder og tænke internationalt. Mentorerne har været ekstremt værdifulde. I 2026 er vi blevet optaget i Innofounder, jeg føler, at vi ikke vil have nået så langt, hvis ikke vi havde været en del af Beyond Beta,” siger Maria Rosenstand Bruun.
”En af de vigtigste læringer fra Beyond Beta er vigtigheden af at få produktet i hænderne på brugere tidligt, så deres feedback kan bruges til løbende at forbedre løsningen.”

Maria Rosentand Bruuns virksomhed Seecon gør køb og salg af virksomheder meget lettere ved brug af AI
Hvis du er interesseret i at blive en del af DigitalLeads startupprogram Beyond Beta, så kan du læse mere om programmet og ansøge om optagelse her: https://digitallead.dk/styrk-din-forretning/startups/
Beyond Beta optager løbende startupvirksomheder. Programmet åbner for nye optagelser d. 5 februar 2026.
Beyond Beta er støttet af EU og Virksomhedsudvikling Danmark.
.png)
-ny.png)
.png)
