De nationale klynger fungerer som åbne og neutrale platforme, der fremmer samarbejde, styrker partnerskaber og accelererer vidensbaseret innovation for at tackle fremtidens udfordringer. De spiller en afgørende rolle i udviklingen af Danmarks erhvervsmæssige styrkepositioner ved at tage udgangspunkt i virksomhedernes behov og lede an i at fremme bæredygtig vækst og innovation.
Klyngerne fungerer som bindeled med indsigt i både virksomhedernes behov og vidensinstitutionernes forskningsområder. Dermed understøtter de nye måder at anvende viden og ressourcer på samt udviklingen af nye teknologier, processer, produkter og services.
Ved at samle forskellige aktører kan klynger hjælpe virksomheder, vidensinstitutioner, kommuner eller organisationer med at håndtere muligheder og udfordringer, som de som enkeltorganisationer kan have svært ved at løse alene.
Klyngerne faciliterer adgang til viden og finansiering for at skabe innovation og vækst i Danmark, med det formål at øge virksomheders produktivitet og konkurrenceevne gennem innovationssamarbejder.