Førende forskere præsenterede den nyeste viden på Tech Celebration: Her er nogle af de vigtigste pointer

Der var lagt op til en dag med fokus på viden, netværk og nye innovationer, da DigitalLead inviterede til Tech Celebration 2024 i København. 

På scenen diskuterede førende forskere de seneste digitale tendenser og hvordan de kan gøre en forskel for danske virksomheder samt, hvad man som virksomhed skal være opmærksom på i forhold til fremtidens digitale landskab.

Under overskrifter som AI, bæredygtig omstilling, kvanteknologi og hvordan man kan arbejde med innovation i en skandinavisk kontekst, blev der delt indsigt i kommende teknologier og hvordan man som virksomhed bedst muligt navigerer i de mange nye muligheder, som både nutiden og den nære fremtid bringer.

Afmystificer AI og brug det! Men afstem dine forventninger

Den første til at indtage scenen var professor i datalogi ved DIKU og director af Pioneer Centre for AI, Serge Belongie.


Serge Belongie startede med en historisk introduktion til, hvordan AI er blevet tillagt menneskelige egenskaber, fordi meget af den tidlige diskurs omkring AI blandt forskere var præget af ord, som vi normalt bruger til at beskrive menneskelige handlemønstre og kognitive processer. Det har til en vis grad har medført, at teknologien er blevet misforstået som værende mere menneskelig, end den faktisk er.

Men Serge Belongie understregede også, at AI rummer enorme muligheder, hvis vi bruger den rigtigt. Adspurgt om, hvad han mener virksomheder bør fokusere på i forhold til AI, svarede Serge Belongie, at virksomhederne bør tage AI til sig og få den til at løse kedelige og repetitive opgaver, som kræver store ressourcer.

"Afmystificer AI, prøv det. Opfordr og støt dine medarbejdere i at bruge AI. Men afstem dine forventninger. Tag en dyb indånding og tænk dig godt om, inden du investerer store summer fx generative AI applikationer.. Der er substans, og vi vil få mange brugbare værktøjer. Men vi vil måske også kigge tilbage og grine lidt af, hvad folk troede, der ville komme," lød det fra Serge Belongie.

Kvanterevolutionen er lige om hjørnet

Senere på dagen var det tid til at dykke ned i et af de mest komplicerede emner inden for digitale teknologier, som samtidig forventes at være den næste store teknologiske revolution.

Jan W. Thomsen professor ved Niels Bohr Instituttet og Chief Operating Officer ved The Novo Nordisk Foundation Quantum Computing Programme præsenterede, hvordan kvantecomputere i fremtiden vil revolutionere komplekse beregninger samt optimere og løse problemer, der er umulige at tackle med klassiske computere

Jan W. Thomsen lagde vægt på, at vi i Danmark er i den absolutte superliga, hvad angår kvanteforskning og investeringer i kvanteteknologier, og at det giver danske virksomheder adgang til enorme muligheder, fordi vi har et stærkt kvanteforskningsmiljø i Danmark. Jan W. Thomsen understregede, at Danmarks styrke i kvanteteknologi skal omsættes til konkret værdi for virksomhederne på deres præmisser, så Danmark kan sikre en konkurrencemæssig fordel.

”Man arbejder med tiltag, der skal give små og mellemstore virksomheder adgang til at arbejde med kvanteteknologi,” forklarede Jan W. Thomsen.

Digitalisering skal bruges til at fremme bæredygtighed

Trine Plambech står i spidsen for Alexandra Instituttets indsats inden for digital bæredygtig omstilling. Her arbejder hun tæt sammen med danske produktionsvirksomheder for at udvikle og implementere digitale løsninger, der fremmer bæredygtighed.

Trine Plambech understregede, at lovgivningen er med til at skubbe på udviklingen, men også at kunderne efterspørger bæredygtighed, og at mange ikke ønsker at stå som dem, der ikke gjorde noget for fremtidige generationer.

Trine Plambech præsenterede en række cases fra Alexandra Instituttet og produktionsvirksomheder, hvor digitalisering har fremmet bæredygtigheden hos de enkelte virksomheder. Hun forklarede at bæredygtighed for alvor er et emne, der er kommet på dagsordenen hos virksomheder i Danmark.

”Udviklingen er gået vildt hurtigt. For fem år siden kunne jeg mærke, at man fik fat i idealisterne. I dag er vi et helt andet sted. Det er afgørende, at vi lykkes med denne agenda, hvis man vil have en sund virksomhed fremover,” fortalte Trine Plambech.

Hvad kan vi lære af vores naboer?

DigitalLead havde også inviteret Ola Svedin, der er CEO for den svenske digitale klynge Mobile Heights og formand for Clusters of Sweden, til et oplæg om hvordan de arbejder med innovation i Sverige.

Her kom det blandt andet frem, at der er mange ligheder mellem Danmark og Sverige, der gør det særdeles attraktivt at samarbejde på tværs af Øresund, fordi begge lande er præget af høj tillid, hvilket gør det nemmere at udvikle nye, innovative løsninger.

Ola Svedin understregede, at virksomheder i Sverige og Danmark har meget at lære af hinanden:

"Vi skal dele ekspertise om, hvordan vi støtter startups og scaleups. Vi gør gode ting på begge sider af sundet og skal lære af hinanden. Danske virksomheder anses i Sverige for at være mere forretningsorienterede, og det kan vi lære meget af. Omvendt har Sverige haft succes med at skabe industrier som telekommunikation, og her kan vi dele vores erfaringer," forklarede Ola Svedin.

Hos DigitalLead vil vi gerne sige tak for en spændende og indsigtsfuld dag. Du kan følge med i vores kommende aktiviteter, hvor der er masser af viden at hente HER.

"Afmystificer AI, prøv det. Opfordr og støt dine medarbejdere i at bruge AI. Men afstem dine forventninger. Tag en dyb indånding og tænk dig godt om, inden du investerer store summer fx generative AI applikationer.. Der er substans, og vi vil få mange brugbare værktøjer. Men vi vil måske også kigge tilbage og grine lidt af, hvad folk troede, der ville komme," Serge Belongie