5G-teknologi gør det muligt for TV 2 at sende live-tv fra sommerens store sportsbegivenheder til danske hjem med stabilitet, bæredygtighed og lave omkostninger. TV 2 ser et stort potentiale i teknologien og vil bidrage til innovationen i Danmark. Derfor er de med i Dansk 5G Innovation Hub & Testbed, som er drevet af FORCE Technology og en række samarbejdspartnere, herunder DigitalLead.
Når du ser sommerens store sportsbegivenheder, er der en usynlig medspiller, som er afgørende for, at TV-signalet bliver sendt direkte til stuen uden afbrydelser. 5G spiller en større rolle end tidligere, når der skal produceres direkte tv ud i stuerne. Teknologien gør det nemlig nemmere og mindre omkostningsfuldt at producere og sende live-tv fra store begivenheder.
Dette forklarer Morten Brandstrup, der er head of Newstechnology hos TV 2 Danmark. Det er blandt andet derfor, at han og TV2 er med i Dansk 5G Innovation Hub & Testbed, en innovationshub, der har til formål at fremme kommercialiseringen af 5G i Danmark samt skabe nye innovative løsninger med teknologien.
"Innovationshubben giver os mulighed for at dele erfaringer og use cases med andre aktører. Danmark er unikt, fordi vi har fuld netværksdækning, men vi er ikke så langt fremme i udviklingen af nye 5G-løsninger. Det skal innovationshubben være med til at ændre," siger Morten Brandstrup.
Stabilitet og sikkerhed er afgørende
Ifølge Morten Brandstrup arbejder TV2 altid på at forbedre deres live transmissioner ved at indføre nye teknologier. I 2010 sendte TV2 for første gang med mobil teknologi, dengang 4G.
I dag har TV2 taget skridtet videre med 5G, blandt andet til fejringen af Jonas Vingegaards Tour de France-sejr i 2022, hvor tv-billeder af Jonas Vingegaards tur fra Københavns Lufthavn til Rådhuspladsen blev sendt direkte ved brug af 5G-teknologi.
Til lejligheden havde TDC sammen med Ericsson etableret en speciel service, som reserverede en del af upload-kapaciteten på mobilnetværket, så TV2 havde et stabilt signal til at sende direkte fra fejringen.
"Selvom der var tusindvis af mennesker, kunne vi stadig sende uforstyrret," siger Morten Brandstrup.
Ifølge Morten Brandstrup har overgangen til 5G åbnet op for den nødvendige stabilitet og sikkerhed, der er afgørende for at kunne sende live-tv.
"Med 5G forventer vi at få de professionelle services og den sikkerhed, der skal til, når man skal lave live-tv," siger Morten Brandstrup.
Vil dele viden og erfaringer
Ifølge Morten Brandstrup er potentialet i teknologien enormt. Ikke blot i forhold til tv-produktioner, men også i forhold til en række andre områder, hvor netværkshastighed, stabilitet og fleksibilitet er afgørende.
"Vi ser kæmpe muligheder i 5G, fordi vi kan nogle ting, som ikke var mulige før. De use cases vi kigger ind i, kan overføres til alt muligt andet," forklarer Morten Brandstrup og understreger, at videndeling er nødvendigt for at få mest muligt ud af teknologien. "Hvis det skal kunne bære, skal vi dele viden og use cases samt understøtte mulighederne. Vi skal ikke have noget, der kun er for os.”
Gør det meget lettere og billigere
Ifølge Morten Brandstrup er der mange fordele ved at lave live-tv med 5G frem for at bruge f.eks. satellit.
"Det giver os en større frihed. Det er meget billigere at bruge 5G fremfor at sætte et radiosystem op, der kræver en masse tungt udstyr og er meget bekosteligt," fortæller Morten Brandstrup.
Det betyder også, at klimaaftrykket ved at sende live-tv bliver betydeligt mindre, fordi man slipper for at fragte det tunge udstyr rundt, forklarer Morten Brandstrup.
"Vi kigger ind i en travl sommer med EM i fodbold, Tour de France og OL, men det bliver også nemmere og billigere for os," siger Morten Brandstrup.
Hvis du vil høre mere om 5G hubben og mulighederne med 5G, kan du række ud til DigitalLead, FORCE Technology og Dansk 5G Innovation Hub & Testbed.
Medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet.