DIGITAL TECH SUMMIT bliver Danmarks samlende udstillingsvindue for digitale teknologier og mødested for stærke forskningsmiljøer, teknologiførende virksomheder og start-ups
Kunstig intelligens, kvantecomputere og maskinlæring er teknologier, der er ved at forandre vores verden og blive den helt store gamechanger for danske virksomheder. At være førende inden for digitale teknologier bliver afgørende for såvel den enkelte virksomhed som Danmarks konkurrenceevne.
Dette er baggrunden for, at alle Danmarks universiteter går sammen med IT-Branchen og Teknologiens Mediehus om at skabe et samlingspunkt for den nyeste forskning og de virksomheder, der driver den digitale udvikling i Danmark og Norden. Sammen skal de sikre, at vores stærke forskningsposition inden for digitale teknologier bliver til forretning hos landets førende virksomheder, til vækst i små og mellemstore virksomheder og unicorns samt fremmer innovation og startup-aktiviteter i samfundet.
“Det er vores vision at skabe den ledende forskningsbaserede teknologimesse i de nordiske lande, hvor udstillere og besøgende kan mødes og diskutere de seneste teknologiske landvindinger, matchmake og finde nye samarbejdspartnere - eller bare få nye gode ideer, ” siger Anders Bjarklev, formand for Danske Universiteters rektorkollegium og rektor på DTU, der er en af hovedinitiativtagerne til DIGITAL TECH SUMMIT.
"Det er fantastisk at se, at landets universiteter på denne måde åbner dørene og byder virksomhederne indenfor. Det spiller supergodt sammen med vores arbejde i DigitalLead, hvor vi allerede samarbejder med alle landets gode videninstitutioner, så vi støtter naturligvis op om arrangementet og glæder os til at deltage;" siger CEO i DigitalLead, Carolina Benjaminsen.
Prominente hovedtalere på plakaten
Når DIGITAL TECH SUMMIT 2021 åbner dørene for publikum den 30. november og 1. december i Øksnehallen/DGI-Byen i København, er det landets ypperste forskere, teknologiledende virksomheder og mest innovative start-ups, der byder på teknologisk buffet på Michelin-niveau.
Konferencens hovedtaler og keynote er EU-kommissionens ledende næstformand Margrethe Vestager, der vil dele sine visioner for et stærkt europæisk digitalt lederskab gennem målrettede forsknings- og teknologisatsninger, særligt med fokus på hvordan vi udvikler og anvender AI.
Et andet hovednavn er topforsker Serge Belongie, professor og forskningsleder på det anerkendte Cornell University i New York. Som direktør for det kommende AI Pioneer Centre, et forskningscenter placeret i København med 350 mio. kr. og fem danske universiteter i ryggen, der skal sende dansk forskning i kunstig intelligens helt til tops vil Serge Belongie indvie publikum i nogle de nyeste forskningsområder inden for brug af computer vision og billedkendelse, som vil kunne styrke samfundet i de kommende år. Eksempelvis til bedre diagnosticering på sundhedsområdet, til at løfte transportsektoren eller til at styrke den grønne dagsorden.
Mød 90 udstillere af nye teknologier
På messen kan henved 5.000 besøgende møde 90 udstillende virksomheder, heriblandt Mærsk, AMBU, Develco og 3Shape, der viser deres nyeste teknologiske løsninger frem og inviterer jobkandidater indenfor. På messens start-up-område præsenteres helt nye forretningsideer.
Partnerne bag DIGITAL TECH SUMMIT tæller Copenhagen Business School, Danmarks Tekniske Universitet, IT Universitetet, Københavns Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet samt IT-Branchen og Teknologiens Mediehus. Messen er muliggjort gennem et tæt samarbejde med bl.a. Dansk IT, ATV, DIREC, DigitalLead og Teknologipagten og en lang række øvrige sponsorer og partnere.
Læs mere om konferencen på www.digital-tech-summit.com