DigitalLead havde danske forskere med til Sydkorea for at fremme samarbejde mellem danske og sydkoreanske forskningsmiljøer og virksomheder med fokus på digital innovation og smarte byløsninger. Turen skal være med til at accelerere fælles innovation og vidensudveksling, særligt inden for energi, byplanlægning og infrastruktur.
Digital innovation er afgørende for at understøtte den grønne omstilling, men det kræver et stærkt internationalt samarbejde inden for forskning og udvikling, hvis man skal skabe de nødvendige digitale løsninger og implementere dem effektivt på tværs af sektorer og landegrænser.
Sydkoreanske byer er globale frontløbere inden for smarte byløsninger og infrastruktur, mens Danmark er førende i at anvende digitale løsninger, der skaber værdi for borgerne. Derfor er der gode muligheder for samarbejde mellem danske og koreanske forskningsmiljøer og virksomheder.
Det var på denne baggrund, at DigitalLead sammen med Innovation Centre Seoul arrangerede en delegationstur til Sydkorea. Turen havde til formål at fremme samarbejdet mellem danske og sydkoreanske uddannelses- og forskningsmiljøer samt at øge deltagelsen i nationale og internationale finansieringsprogrammer for teknologiprojekter.
"Hos DigitalLead er vi glade for at kunne understøtte det internationale forskningssamarbejde mellem Sydkorea og Danmark. Digital Innovation er afgørende for at lykkedes med den grønne omstilling, og det kræver stærkt internationalt samarbejde. Her ser vi et stort potentiale i vidensudveksling mellem Sydkorea og Danmark, især inden for smarte byløsninger, energi og teknologi," siger Jonas Hansen, der er teamleader hos DigitalLead.
Og der er faktisk gode muligheder for samarbejde mellem Sydkorea og Danmark, fordi de to lande på visse områder ligner hinanden meget, lyder det fra en af forskerne, der var med på delegationsturen.
"Danmark og Sydkorea har store ligheder, da begge lande er dybt digitaliserede, hvilket skaber rigtig gode muligheder for samarbejde. Vi har meget at byde på, når det kommer til digitale services til borgerne," siger Bo Nørregaard Jørgensen, som deltog i delegationsturen. Han er professor og centerleder ved SDU Center for Energy Informatics, der udvikler digitale løsninger til energisektoren for at optimere energieffektivitet og fleksibilitet.
Officiel aftale mellem enorm sydkoreansk aktør og Danmark
Delegationen, som omfattede en række forskere fra flere danske vidensinstitutioner, mødtes med repræsentanter fra sydkoreanske universiteter og K-Water, det koreanske statslige agentur for vandressourcer. K-Water er globalt anerkendt for sin indflydelse på byplanlægning og digital transformation.
I forbindelse med delegationsturen blev der indgået en officiel aftale mellem den danske ambassade i Sydkorea og K-Water. Aftalen har til formål at accelerere innovation og vidensudveksling mellem Danmark og Sydkorea med særligt fokus på smarte byløsninger.
Bo Nørregaard Jørgensen fortæller, at han oplever, at Sydkorea er meget interesseret i at bruge digital innovation til at forbedre livet for borgerne.
"De fokuserer på, hvordan teknologi kan hjælpe borgerne, især i forhold til udfordringer som lav fødselsrate og en stigende ældre befolkning. Der er stor opmærksomhed på, hvordan teknologi kan støtte inden for energi, transport og sundhedsvæsen. De var meget interesserede i de løsninger, vi udvikler i Danmark, og der var stor interesse for samarbejde både fra K-Water og universiteterne,” siger Bo Nørregaard Jørgensen.
”Deres skala er imponerende, og de realiserer projekter meget hurtigt”
Lasse Hedegaard Hansen, erhvervsforsker ved IT34 og Aalborg Universitet, var også med i delegationen. Han er en del af det DigitalLead-støttede projekt, Den Digitale Undergrund, som arbejder med en løsning, der kan skabe 3D-kort over kabler og ledninger under jorden.
Han fortæller, at der var stor interesse for projektet, Den Digitale Undergrund, og at det kunne være interessant at samarbejde med sydkoreanske partnere.
"Det er et globalt problem, at man ikke ved, hvad der ligger i undergrunden, og det gælder også i Sydkorea," forklarer Lasse Hedegaard Hansen og tilføjer:
"K-Waters størrelse giver dem betydelige ressourcer til at igangsætte store projekter. Deres skala er imponerende, og de realiserer projekter meget hurtigt."
Bo Nørregaard Jørgensen er enig i dette. Han ser muligheder for samarbejde inden for implementeringen af grønne energiformer:
"Vi har en stor skala adoption, som de endnu ikke har, og da de står over for de samme udfordringer, som vi gør, ser jeg et klart potentiale for samarbejde," forklarer han.
Ditte Rønde Veise, der er Executive Director hos Innovation Centre Denmark i Seoul, lægger vægt på, at det har en stor værdi at kunne bringe forskere fra både Danmark og Sydkorea sammen.
“Generelt er Sydkorea meget interesserede i at internationalisere deres innovationsindsats. Nu ser vi frem til koreanerne genbesøger Danmark til foråret, men selvfølgelig også til den dialog der skal være indimellem besøgene”
Hvis du er interesseret i samarbejdet med Sydkorea og vil høre mere om projektet mellem DigitalLead og Innovation Centre Denmark Seoul, kan du kontakte Jonas Hansen på jh@digitallead.dk.
Projektet er en del af Global Innovation Network Program og er støttet af Forskning og Uddannelsesstyrelsen.