Byggebranchen står i dag for 30 procent af CO2-udledningen i Danmark, og 35% af al affaldsproduktion stammer fra byggerier ifølge Klimapartnerskabet for Byggeri og Anlæg.
Derfor blev der i 2023 introduceret lovkrav om at foretage livscyklusvurderinger på alle byggerier over 1000 m2, samtidig med at man i Danmark over en 6-årig periode skal reducere betragteligt på CO2 udledningen i forbindelse med nye byggerier.
For at nå de mål kan genbrug af byggematerialer fra tidligere bygninger spille en markant rolle. Derfor har DigitalLead i samarbejde med Alexandra Instituttet, Upcycling Forum, Trifork og LINK Arkitektur, samt en række kommuner, indgået i et projekt, der skal gøre det lettere at kortlægge og registrere potentielle byggematerialer fra tidligere byggerier, så de kan få nyt liv i nye byggeprojekter og dermed sikre mindre CO2-udledning i forbindelse med byggeriet.
Projektet går ud på at benytte såkaldt LiDAR teknologi, der virker ved at sende laserlys ud, som rammer objekter og reflekteres tilbage. På den måde kan man skabe et tredimensionelt kort over en bygning. Ved hjælp af kunstig intelligens skal det tredimensionelle derefter analyseres, så man får et billede af, hvilke materialer bygningen består af. Den kunstige intelligens skal trænes til at genkende overflader og objekter, der kan genanvendes.
Ifølge Torben Blach, der er projektleder hos Alexandra Instituttet, skal projektet være med til at gøre det meget nemmere og billigere at kortlægge bygninger og dermed, hvad man kan genanvende.
”I dag er det en omstændig proces at registrere bygningsmaterialer fra ældre bygninger. Det kræver, at man har et hold af eksperter ude med målebånd, papir og blyant, som gennemgår bygningen for, hvilke materialer, der kan genbruges,” forklarer Torben Blach.
Han tilføjer, at projektet har sigtet efter at gøre det nemt at anvende, så man ikke nødvendigvis behøver en lang byggefaglig uddannelse for kunne vurdere, hvilke materialer, der kan genbruges:
”Vi har lavet en løsning, der virker på nyere Iphones og Ipads. Derfor vil personer, der har fået en kort introduktion til, hvordan teknologien skal anvendes, kunne gå ud og skabe digitale 3D repræsentationer af bygningerne.”
Stort potentiale for en række kommuner
Roskilde Kommune er en af de kommuner, der er med i projektet. Her ser man et stort potentiale i projektet, fordi det kan give kommunen et overblik over, hvor meget de kan genanvende fra de bygninger, der skal rives ned.
”Vi har behov for at vide, hvad der er af genbrugelige materialer i kommunen. Derfor er det oplagt at have et lavpraktisk redskab, der kan registrere den bygningsmasse, der er i kommunen, så vi ved præcist, hvad der kan genbruges,” siger Klaus Kellermann, der er arkitekt og bygherrerådgiver hos Roskilde Kommune.
Torben Blach fortæller, at man netop har ansøgt om at fortsætte projektet. Fortsættelsen af projektet skal ifølge Torben Blach have fokus på kommunernes anvendelse af teknologien, samt gøre de AI-modeller, der skal genkende bygningelementer endnu bedre.
”Planen er, at vi vil finde et konkret brugsscenarie, hvor vi bruger teknologien til at scanne og kortlægge en bygning. Data fra scanningen skal så overføres til et kommunalt IT-system, så den givne kommune får et hurtigere overblik over, hvilke materialer der kan genbruges fra bygningen,” siger Torben Blach og påpeger, at det er hensigten, at teknologien på sigt skal kunne anvendes i stort set alle bygninger.
Derudover er det også planen, at man skal undersøge præcist, hvor store CO2-besparelser, der kan laves ved genbrugen af de enkelte materialer.
”Vi ved allerede nu, at der er CO2-besparelser at hente ved at genbruge byggematerialer, men planen er også, at vi skal komme nærmere et estimat af de konkrete besparelser,” lyder det fra Torben Blach.
DigitalLead støttet projekt skal gøre byggebranchen grønnere
”I dag er det en omstændig proces at registrere bygningsmaterialer fra ældre bygninger. Det kræver, at man har et hold af eksperter ude med målebånd, papir og blyant, som gennemgår bygningen for, hvilke materialer, der kan genbruges,” - Torben Blach.