Notess bruger AI til at gøre dine minder uforglemmelige, med DigitalLead får de hjælp til at skalere forretningen

DigitalLeads acceleratorprogram for startup-virksomheder, Beyond Beta, er netop skudt i gang med sin niende udgave. Programmet sigter mod at støtte nye virksomheder i en vækstfase, hvor fokus er på opskalering, øget omsætning og udvidelse af markedsandele. Vi har taget en snak med stifterne af Notess, der er med i programmet, om deres virksomhed, deres produkt, og hvad de ser frem til at få ud af programmet.

Fem digitale virksomheder er netop blevet optaget i DigitalLeads acceleratorprogram, Beyond Beta. Programmet bygger på erfaringer fra tusindvis af startups og skal være med til at øge virksomhedernes omsætning og udvide deres markedsandele, både nationalt og internationalt. Bag Beyond Beta står en række erhvervshuse og klynger, herunder DigitalLead.

Notess er en af de virksomheder, der er blevet optaget i den niende udgave af Beyond Beta.

Med en vision om at skabe en platform, hvor minder bevares og opleves, anvender Notess avanceret AI til at hjælpe mennesker med at fastholde og dele deres personlige historier i form af video, lyd, billeder og tekst. "Vi skaber en platform, hvor minder kan gemmes på en meningsfuld måde, der varer," siger Valentina Mussie, stifter af Notess.

"I stedet for flygtige opdateringer og hurtige opslag handler Notess om at bevare de minder, der betyder mest. Notess benytter AI til at skabe en dybere og sammenhængende fortælling."

Valentina Mussie, mor til fire og erfaren IT-projektleder, blev inspireret til at udvikle Notess ud fra ønsket om at sikre, at hendes børn en dag vil kunne høre om deres egen opvækst – set i konteksten af de nærmeste relationer og oplevelser, der har formet dem.

"De digitale minder, vi efterlader, kan nemt blive fragmenterede, så mine børn ville ofte kun få små brudstykker gennem andres fortællinger. Jeg ønsker at give dem et helhedsbillede af deres opvækst og vores liv sammen."

"Vi vil gerne gøre dit liv uforglemmeligt," tilføjer Birgitte Dahl, partner i Notess, som arbejder med platformens udvikling.

Viden og netværk til global vækst

Valentina Mussie og Birgitte Dahl ser frem til at få værdifuld sparring og udvide deres netværk gennem Beyond Beta. "Vi søger ikke kun indsigt i startup-processen, men også kontakter, som kan hjælpe os med at accelerere globalt," siger Valentina Mussie.

"Programmet åbner for nye perspektiver, og vi håber at møde folk, der kan hjælpe os med at nå ud til de rette investorer tidligere," tilføjer hun.

"Man skal være åben for at lære og indse, at man aldrig ved alt," siger Birgitte Dahl.

Valentina Mussie er enig: "Vi ønsker at undgå nogle af de typiske faldgruber, som startups ofte støder på, og stå på skuldrene af andres erfaringer."

Hvis du ønsker at høre mere om, hvordan DigitalLead kan hjælpe din startup eller scaleup-virksomhed, så tag kontakt til senior innovation manager Niels Milling på nm@digitallead.dk.



Støttet af Den Europæiske Fond for Regional Udvikling og Den Europæiske Socialfond.

EU Social og Regional kombi logo


Faktaboks:

Disse virksomheder er blevet optaget i DigitalLeads acceleratorprogram:

- Notess

- Roccai

- ShipMind

- DockMe

- Liirn

- Ezra Communication Solution