Forestil dig, at du skal danne dig et overblik over din virksomheds it og systemer. Du har set på sikkerdigital.dk, at overblikket er råd nr. 1 for virksomheder, og nu vil du have styr på det. Du laver din egen liste, men har svært ved at kategorisere og prioritere it’en på en måde, der giver mening.
Sådan er der sikkert mange SMV’ere, der har det – og af en ganske simpel grund. Inden for IT-økosystemer findes der ikke et fælles sprog og en måde at kategorisere objekter på. Der er et væld af taksonomier, men ikke en enkelt, som alle henviser til og forstår.
Det kan være barrieren for overhovedet at komme i gang med cybersikkerhedsopgaven. En ærgerlig hindring, for uden et overblik ved man ikke, hvad man skal beskytte mod f.eks. cyberangreb, som næsten 50 procent af SMV’er oplevede sidste år.
Det forsøger et nyt værktøj, som Cybercue, Cyberjuice og Alexandra instituttet har udviklet med hjælp fra DigitalLead, at råde bod på. Værktøjet er henvendt til løsningsejere og skal hjælpe dem, der udvikler løsninger til at blive bedre til at ramme deres målgruppe, hvilket i sidste ende vil gavne slutbrugerne.
Ideen opstod til et DigitalLead-arrangement
”Ambitionen med DigitalLead-projektet var at udvikle en perfekt taksonomi til Cybercue,” fortæller Eskil og tilføjer:
”Men i erkendelse af, at IT-produkter er beskrevet og forstået individuelt og ikke er manifesteret i et fælles sprog, ændrede vi scopet til udvikling af et værktøj, som kan hjælpe andre med at lave en taksonomi, der passer til deres målgruppe.
Værktøjet giver en metode til analyse af en taksonomi ud fra forskellige parametre som skalerings- og automatiseringspotentiale, detaljeringsgrad, teknisk kompleksitetsgrad, hierarki, dækningsgrad, ensartethed med mere. I værktøjet vurderer man i alt 12 parametre, og resultatet illustreres i et "fingeraftryk", hvor man kan sammenligne sin taksonomi med andres. For at vise hvordan det ser ud, illustreres det i Alexandrainstituttets rapport i en sammenligning mellem Cybercue, Cyberjuice og D-mærkets fingeraftryk.
Reflekter over, hvad du gerne vil opnå
Bodil Biering, stifter af Cyberjuice, fortæller, at det er meningen, at værktøjet skal hjælpe de enkelte løsningsejere til at reflektere over, hvad de gerne vil opnå i forhold til den løsning, de udvikler. Cyberjuice hjælper SMV’er med at få styr på krav til cybersikkerhed, når de laver forretning med større virksomheder, og her er brugervenlighed samt at være for ikke-eksperter i højsædet.
For Cyberjuice har taksonomiværktøjet hjulpet med at tage nogle gode beslutninger i forhold til vores produktudvikling, så det er i tråd med deres mission.
”Det skal få udviklerne af taksonomier i cyberløsninger til at reflektere over, hvad de gerne vil opnå med den taksonomi, de bruger i forhold til cybersikkerhed,” siger hun og tilføjer:
”Hvis man f.eks. har et mål om brugervenlighed eller automatisering, så er det forskellige valg, man skal tage. Værktøjet guider en til at tage de rigtige valg ud fra, hvad man gerne vil prioritere.”
Både Cyberjuice og Cybercue er løsninger, der hjælper virksomheder til bedre cybersikkerhed og er netop gået i luften på hhv. https://cybercue.dk og https://cyberjuice.io/.
Selve værktøjet er udviklet i excel-format. Værktøjet og vejledningen til brug af det kan findes her:
https://alexandra.dk/intro-til-it-kategorisering/
Projektet er finansieret af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.