Nyt AI-værktøj giver store CO2-besparelser ved at sammensætte den optimale kombination af biler

Virksomheden Droids Agency har med hjælp fra DigitalLead udviklet et nyt værktøj, som allerede i dag giver besparelser i forhold til CO2, tid og penge hos en række offentlige organisationer.

Offentlige køretøjer er en stor kilde til CO2-udledning. Alene på kommunalt plan vurderes det, at de ofte fossildrevne fartøjer tilbagelægger op til 1000 millioner kilometer årligt.

Der er derfor store besparelser at hente, hvis man kan opnå den optimale flådesammensætning i forhold til mængden og typen af opgaver.

Det kan et nyt AI-værktøj hjælpe med. Det sammensætter den optimale kombination af fartøjer ved at trække på data om kørselsmønstre i organisationen.

- Udgangspunktet er den faktiske opførsel og kørsel i historisk tid. Her bruger vi GPS-data til at vurdere, om de samme opgaver kan løses med færre fartøjer eller med en større andel af el-biler, som jo stadig har nogle begrænsninger. Det kan både spare penge og CO2-udledninger, siger Emil Sarauw, projektleder og Head of AI i virksomheden Droids Agency.

Data frem for synsninger

Værktøjet, som blandt andet er udviklet gennem et projektforløb i DigitalLead, er allerede i brug hos flere offentlige organisationer. Blandt andet deltager Forsvaret, Region Midtjylland og kommunerne Syddjurs, Favrskov, Sønderborg, Esbjerg, Slagelse, Kerteminde og Ringsted aktivt i udviklingen af produktet.

Dermed har værktøjet allerede givet konkrete besparelser.

- Jeg er glad for vores støtte til projektet, fordi det er implementerbart og konkret. Jeg har selv arbejdet i den offentlige sektor og set, købt og implementeret mange it-løsninger gennem tiden. Denne løsning leverer på en lang række parametre og gør en forskel for den grønne omstilling. Samtidig er det datadrevet og gør dig i stand til at træffe beslutninger baseret på fakta - ikke synsninger, siger Sidsel Skovborg, Senior Innovation Manager hos DigitalLead.

Aha-oplevelse

Projektsamarbejdet har desuden givet pote på flere områder, fortæller Emil Sarauw.

- Med samarbejdet har vi fået god indsigt i, hvordan kommunerne arbejder med IT-systemer. Samtidig har vi fået erfaring med at have mange forskellige interessenter med forskellige behov, og hvordan vi kan arbejde agilt i forhold til at møde de behov. Det har været en aha-oplevelse, siger Emil Sarauw.

Hos DigitalLead er der både fokus på at styrke rammerne omkring vækstlaget inden for GovTech og dermed sikre, at flere iværksættere og innovative digitale virksomheder får mulighed for at udvikle nye løsninger til gavn for samfundet. Samtidig arbejder klyngen for at synliggøre danske løsninger over for både indland og udland - blandt andet ved at styrke det offentlige-private samarbejde om en målrettet eksportindsats for dansk GovTech.

Læs mere om projektet her.

Med samarbejdet har vi fået god indsigt i, hvordan kommunerne arbejder med IT-systemer. Samtidig har vi fået erfaring med at have mange forskellige interessenter med forskellige behov, og hvordan vi kan arbejde agilt i forhold til at møde de behov. Det har været en aha-oplevelse

- Emil Sarauw, Head of AI hos Droids Agency.

For mere information

LinkedIn logo Sidsel Skovborg

Sidsel Skovborg

Senior Innovation Manager
+45 30 76 71 13
sis|digitallead.dk