Digitalisering af undergrunden: Konference satte fokus på digitalisering af kritisk infrastruktur

DigitalLead inviterede sammen med Mandag Morgen virksomheder, myndigheder og eksperter til en konference om digitaliseringen af vores underjordiske infrastruktur. Konferencen blev afholdt i samarbejde med Mandag Morgen og satte fokus på de muligheder og udfordringer, der er ved at bruge AI til at kortlægge den infrastruktur, der er under jorden. Dagen bød på en række oplæg, præsentationer af projekter og en paneldebat, alt sammen med fokus på potentialerne ved at digitalisere infrastrukturen i undergrunden.

Strategidirektør for Mandag Morgen, Lisbeth Knudsen, satte rammerne for konferencen og bød deltagerne velkommen. Hun nævnte, hvordan der hvert år opstår graveskader, der koster samfundet millioner af kroner, fordi kabler eller ledninger i undergrunden graves over i forbindelse med anlægsarbejde.

Efter Lisbeth Knudsens velkomst var det tid til oplæg fra forskellige projekter, virksomheder, universiteter og organisationer, der alle arbejder med den infrastruktur, der ligger i jorden. Et af de oplæg stod Torbjørn Mandahl Pedersen for. 

Han er partner i LE34 og CEO i HeyPipe og præsenterede det DigitalLead-støttede projekt "Den Digitale Undergrund", som benytter LE34's SmartSurvey-teknologi. Denne teknologi gør det muligt at få overblik over underjordiske kabler og infrastruktur ved hjælp af smartphonekamera, AI og AR. Ved at filme en åben ledningsgrav skabes en 3D-punktsky, der lagres i skyen og kan bruges af entreprenører ved byggearbejde, hvilket hjælper med at undgå graveskader.


Han beskrev, hvordan løsningen ved hjælp af AI kan genkende forskellige rør og ledninger, så man kan identificere, hvad det er, og hvor de præcist ligger. Det kan være en stor hjælp for entreprenører, da de får et klart billede af, hvad der ligger, hvor de skal udføre gravearbejde.

Derudover var der oplæg fra Thomas B. Moeslund, professor på Aalborg Universitet. Han præsenterede, hvordan AI kan bruges til at genkende elementer i undergrunden, blandt andet i kloakker, hvor en robot kan sende billeder og videomateriale til overfladen. Dette materiale kan derefter analyseres af kunstig intelligens for at identificere objekter, skader eller andet i rørene, som kan påvirke kloaksystemets funktion.

Lovende projekter


Lars Bodum deltog også i konferencen. Han er lektor på Aalborg Universitet og projektleder for Den Digitale Undergrund, og han var en del af paneldebatten, hvor også folketingsmedlem for de Konservative, Dina Raabjerg deltog.

Under paneldebatten forklarede Lars Bodum, at der er behov for den neutrale platform for innovation, som DigitalLead står for:

"Det har været en stor fornøjelse at deltage i projekter med DigitalLead, hvor vi har samlet aktører fra forskellige institutioner. At sidde sammen med entreprenører og høre om deres erfaringer i marken, og derefter kunne tilpasse udstyret og den software, vi udvikler, har været guld værd,”
siger Lars Bodum. Han forklarer at projektoplæggene har været med til at starte en debat.

Ifølge Lars Bodum viser projektet "Den Digitale Undergrund", hvordan et innovationsprojekt hos DigitalLead kan skabe værdi for virksomheder, der deltager i udviklingen, samt for den branche, hvor teknologien kan anvendes.

"Jeg beundrer, hvordan man tager projekter, der er relevante for brugerne, og bringer udviklere sammen med både brugere og den branche, de arbejder i. DigitalLead er utroligt dygtige til dette, da de har en god indsigt i de lokale aktører, virksomheder, universiteter og innovationsmiljøer," siger Lars Bodum.

For Lisbeth Knudsen har konferencen været med til at sætte fokus på mulighederne for at holde styr på vores infrastruktur i undergrunden.

"Det er nogle meget lovende projekter, der er blevet præsenteret, og vi fik også en fin status på det arbejde, Klimadatastyrelsen laver på området. Om der er brug for mere regulering og flere standarder, må politikerne arbejde videre med,"
siger Lisbeth Knudsen og tilføjer:


"Vi har fået et indblik i, hvad kunstig intelligens kan gøre på dette område. Ved hjælp af nye teknologiske metoder har vi fået mulighed for at komme tættere på at løse udfordringerne. Det er positivt, at der er virksomheder, der arbejder med disse teknologier, som kan gøre os klogere på, hvad vi har i undergrunden. Det koster selvfølgelig nogle penge, men i forhold til fejlgravninger er det trods alt meget billigere,"
forklarer Lisbeth Knudsen.

Hun mener, at konferencen har været med til at gøre deltagerne klogere på, hvilke muligheder der er tilgængelige lige nu, og hvilken forskel de kan gøre.

"Vi er blevet klogere på, hvad vi har at arbejde med, og hvad vi mangler at gøre. Det er overraskende, at vi ikke har et ordentligt overblik over, hvad der ligger i vores undergrund af kabler og rør. Ikke bare fordi det koster enormt meget ved graveskader, men også ud fra et sikkerhedsaspekt,"
siger hun.



Den Digitale Undergrund er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

1.png

DEB-logo_cmyk

EU

"Jeg beundrer, hvordan man tager projekter, der er relevante for brugerne, og bringer udviklere sammen med både brugere og den branche, de arbejder i. DigitalLead er utroligt dygtige til dette, da de har en god indsigt i de lokale aktører, virksomheder, universiteter og innovationsmiljøer," 

- Lars Bodum, Lektor & Projektleder for Den Digitale Undergrund