DigitalLeads nye møderække hjælper nordjyske virksomheder med at bruge AI effektivt

DigitalLead inviterede virksomheder i Nordjylland indenfor til et møde med konkrete eksempler på, hvordan AI kan skabe værdi ude hos virksomhederne.

DigitalLead står bag en række møder, der skal hjælpe nordjyske virksomheder med at udnytte AI og de mange nye værktøjer, teknologien har bragt med sig.

Hvert møde har fokus på forskellige aspekter af AI og hvordan man som virksomhed bedst muligt bruger teknologien, så den skaber værdi i ens arbejde.

Møderne udspringer af AI Nordjylland-konferencen i maj, hvor over 250 AI-interesserede virksomheder, forskere og aktører fra offentlige organisationer deltog.

Mødernes temaer og oplæg er baseret på feedback fra medlemmer og forslag fra konferencen.

Den 18. september blev det første møde i rækken afholdt. Her var der fokus på de brede perspektiver ved AI, Machine Learning, og hvordan teknologien vil påvirke fremtidens forretningsmodeller.

Orla Mortensen fra System Cleaners, der laver rengøringsløsninger til fødevarevirksomheder i hele verden, deltog i mødet. For ham er det stærke netværk, der er til stede, og fokusset på usecases særligt relevant.

”Det har været rigtig godt, med stort udbytte. Jeg var også med til konferencen i maj og har meldt mig til de kommende møder her i efteråret. Der er et rigtig godt netværk her, og det er altid interessant at høre om de forskellige cases. Og særligt om der er noget som vi kan bruge i vores virksomhed,” siger han.

AI som konkurrencefaktor

På programmet for det første møde var der flere præsentationer med eksempler, der skulle ruste deltagerne med viden om, hvordan de konkret kan bruge AI i deres virksomhed.

Blandt andet præsenterede Tanja Svarre fra Aalborg Universitet to studier, der viser, hvordan medarbejdere anvender AI, samt sammenhængen og forskellene mellem AI og machine learning. Oplægget skulle være med til at danne en grundlæggende forståelse blandt deltagerne.

Claus Andreas Gram Foss Rosenstand, der også er fra Aalborg Universitet, gav et oplæg om, hvordan AI vil blive en central faktor i fremtidens samfund, og hvordan det vil være en central konkurrencefaktor i hybride kundesegmenter. Oplægget belyste også, hvordan AI vil påvirke fremtidens forretningsmodeller.

Andreas Berre Eriksen, co-founder og CEO i Ambolt AI, præsenterede, hvordan man skaber langvarig værdi med AI. Han delte sine praktiske erfaringer og fremhævede, hvordan samarbejdet mellem domæneeksperter og AI-specialister kan skabe stærke resultater.

Konkrete eksempler

Carsten Helmuth Pedersen, der er selvstændig konsulent og rådgiver med fokus på projektledelse og digitalisering, var begejstret for de praktiske eksempler, som flere af oplæggene bar præg af.

”Det var nogle meget spændende temaer. Det er godt, at der blev givet konkrete eksempler, hvor man tydeligt fornemmer, at det har givet en finansiel impact ude i de organisationer, der har implementeret løsningerne,” fortæller han og tilføjer:

”Det var interessant at høre om, hvad der bliver eksperimenteret med i øjeblikket i forhold til den praktiske anvendelse af AI.”

Der er stadig få ledige pladser til de kommende møder i AI Nordjylland. Du kan læse mere om de kommende møder og tilmelde dig her:

Møde 2: AI i Forretningsprocesser, 16/10 kl. 09.00-12.30:

Møde 3: Ansvarligt Brug af AI, 20/11 kl. 09.00-12.30:

Det er ikke nødvendigt at have deltaget i det første møde for at deltage i de kommende møder.

”Det har været rigtig godt, med stort udbytte. Jeg var også med til konferencen i maj og har meldt mig til de kommende møder her i efteråret. Der er et rigtig godt netværk her, og det er altid interessant at høre om de forskellige cases. Og særligt om der er noget som vi kan bruge i vores virksomhed,”

- Orla Mortensen, System Cleaners