Vi har et stærkt digitalt økosystem i Danmark: "Fremtiden bliver uden skærme, og teknologien bliver en forlængelse af virkeligheden."

DigitalLead afholdte i samarbejde med IT-Branchen og Innovations Centre Denmark Global Tech Trends 2023, som handlede om, hvordan fremtiden ser ud i forhold til de nyeste fremadstormende teknologier. Her var danske spydspidser inden for AI og Virtual Reality enige om, at Danmark har et godt økosystem for digitale teknologier, men at det kræver, at vi holder os til ilden, hvis ikke vi skal hægtes af udviklingen.

DigitalLead og IT-Branchen havde i samarbejde inviteret den danske tech-ambassadør, Anne Marie Engtoft Meldgaard, og en række markante skikkelser fra erhvervslivet, som blandt andet beskæftiger sig med AI og virtual reality, til en paneldebat om, hvor Danmark og danske virksomheder står i forhold til AI, Metaverse og virtual reality.

Overskriften for paneldebatten var muligheder, implikationer og etiske spørgsmål i forbindelse med de nye teknologier.

Bent Dalager, der er Nordic Head of KPMG New Tech, var tovholder på debatten, og deltagerne talte foruden den danske Tech-ambassadør; Emil Sarauw, Partner og Head of AI hos DROIDS Agency, Ann Fogelgren, CIO i GN Group og Simon Lajboschitz, der er CEO for Khora Virtual Reality.

Der var bred enighed blandt deltagerne i paneldebatten om, at Danmark var godt med, når det kommer til AI og Virtual Reality.

Flere af panelets deltagere pointerede, at brugen af AI-værktøjer, som for eksempel ChatGPT, særligt har været med til at effektivisere simple arbejdsprocesser i både det private erhvervsliv og det offentlige.

"Virksomhederne spørger i øjeblikket sig selv, hvad de kan bruge disse værktøjer til. Det er særligt de lavthængende frugter i en arbejdsproces, hvor AI nu gør en forskel. ChatGPT bliver for eksempel brugt til at skrive letlæselige resuméer af store mængder tekst," sagde Emil Sarauw fra DROIDS Agency.

Emil Sarauw pointerede, at selvom de er langt fremme med brugen af generativ AI i Silicon Valley, så er vi faktisk ikke så langt fra det i Danmark, som man ellers kunne tro. "De virksomheder i Silicon Valley, der offentliggør, hvad de bruger AI til, er ikke så langt fra det, vi i Danmark bruger AI til. AI er meget udbredt herhjemme. Vi har folk, som arbejder i kommunerne, der dagligt bruger disse værktøjer."

I fremtiden vil skærme være væk: Teknologien bliver noget, vi træder ind i

Når diskussionen falder på brugen af nye teknologier som for eksempel AI og Virtual Reality, er det svært ikke at se på, hvad fremtiden bringer for de nye teknologier, som skyder frem.

Derfor var det også oplagt for flere af panelets deltagere at berøre, hvad de mener, fremtiden byder på for brugen af nye teknologier, og hvor tendenserne bevæger sig hen.

Simon Lajboschitz, fra Khora Virtual Reality, var klar i mælet om, hvorfor de største techvirksomheder i disse år investerer massivt i AI og Virtual Reality. Det er de langsigtede muligheder ved AI og Virtual Reality, der driver de massive investeringer, og ikke, hvad de kan bruges til lige nu.

"Det er ofte misforstået, hvorfor de største techvirksomheder investerer milliarder af dollars i disse teknologier. Det er ikke, fordi de vil skabe bedre træning og onboarding for virksomheder. Grunden til, at Apple lancerer deres VR-briller, er, fordi de regner med, at det næste internet bliver et såkaldt 'spatial internet', hvor man træder ind i et virtuelt univers. Det er ideen om, at der kommer et nyt internet med behov for en helt ny type hardware," sagde Simon Lajboschitz og tilføjede, at AI og Extended Reality i fremtiden vil flyde sammen:

"I fremtiden vil ingen have telefoner, ingen vil have computere, skærme som vi kender dem, vil ikke blive brugt som de bliver brugt i dag. I stedet vil vi bruge noget, der ligner helt almindelige briller, som er udstyret med individuelle skærme og en AI, der hjælper os med at løse opgaver."

Danmark er et godt sted for ny teknologi
Bent Dalager bad panelets deltagere rangere, hvor godt Danmark står som økosystem i forhold til teknologier som for eksempel AI og Virtual Reality.

Generelt er der enighed om, at Danmark er godt placeret.

Den danske Tech-ambassadør, Anne Marie Engtoft Meldgaard, mener, at vi i Danmark har et frugtbart økosystem for nye teknologier, men at det også kræver en proaktiv indsats, hvis Danmark fortsat skal være et land, hvor innovation inden for nye teknologier trives.

"Vi skal sørge for at fastholde de offentlige institutioner, kommunerne, de små- og mellemstore virksomheder og de helt store virksomheder, så de er interesseret i disse teknologier og bruger dem."

Bent Dalager pegede på, at der kan være er en kulturel forskel i Silicon Valley i forhold til Europa, hvor man i Europa er lidt mere tilbageholdende til at bruge de nye teknologier, og at vi måske ikke behøver at være så tilbageholdende, men at vi skal tænke mere i, hvad vi kan bruge de nye teknologier til.